• Storstrejke er udsat - nu får Mærsk kurstæsk

    来源: BDK Finans / 04 10月 2024 02:41:35   America/Chicago

    Umiddelbart efter børsåbning falder aktien i Mærsk fredag morgen med knap 8 procent. Det betyder, at en Mærsk-aktie nu koster under 10.000 kroner. Dykket kommer, efter at strejken på den amerikanske østkyst er blevet udsat til den 15. januar. Strejken har betydet, at havnene har været mennesketomme i flere dage. Fragtcontainerne har stået urørte, og fragt- og containerskibe har ligget for anker og ventet. Det har skabt udfordringer i forsyningskæderne, hvilket er noget, som rederierne som hovedregel nyder godt af, skriver Euroinvestor. Bloomberg har også tidligere beskrevet, at en strejke sandsynligvis ville være positivt for containerfragtindtægter. Men meldingen er nu, at de 45.000 strejkende havnearbejdere genoptager arbejdet, og det er derfor Mærsk-aktien dykker i dag. Det fortæller Lars Hytting, som er chefstrateg hos Artha Kapitalforvaltning: »Isoleret set er det positivt for os alle sammen, at strejken er slut. En strejke er jo aldrig god, men isoleret set for Mærsk er det noget, der kan give et pres i fragtraterne opad. Men den effekt udebliver nærmest fuldstændig,« forklarer han til Berlingske. Dykket i Mærsks aktie er som sådan ikke overraskende siger han, og han beskriver det som »kortsigtet støj« på markedet: »Alle vidste jo godt, at strejken ikke skulle vare evigt. Men det ser da grimt ud for Mærsk her til morgen på en ellers meget smuk fredag morgen. Men det er nu engang sådan, at finansmarkedet er. Der går lidt tid, og så går det nok i sig selv igen,« siger Lars Hytting. Faldet i Mærsk-aktien vækker opsigt i udlandet, blandt andet hos CNBC NEWS, som kalder dykket »breaking news«. Havnestrejken - der begyndte for tre dage siden og var den første i næsten 50 år - lukkede for al container- og fragttrafik ind og ud af USA i 36 vigtige havne og truede med at skabe forsyningsproblemer op til jul. Risikoen for kaos op til jul er nu afblæst, da de strejkende havnearbejdere har indgået en foreløbig aftale om lønninger. https://www.berlingske.dk/aktier/storstrejke-er-udsat-nu-faar-maersk-kurstaesk
分享